Camilla Jalving, kunstkritiker - Tekst om maleri, video og lyd installationen Jeg er bange for det nye
til Magasinet VITAVRAP 2009 www.granaten.dk
Med billedkunstner, lydkunstner og kurator Vivi Christensens maleriinstallation, der udstilles i den gamle skibssmedje, inviteres publikum helt ind i familiens hjerte. På fire store malerier, holdt i vandige, næsten gennemsigtige farver, skildrer Vivi Christensen scener fra familielivet. Det er børnene som sover på bagsædet af bilen, leger på stuegulvet og ligger i sofaen og ser fjernsyn. Fanget, som var der tale om et fotografi, et hurtigt glimt fra hverdagsland. Hen over malerierne projekteres vidoeoptagelser fra kunstnerens hjem. Dagligdags detaljer som en spyflue, der kravler på en vindueskarm, et gardin der blafrer i vinden. Når lyset tændes træder kunstneren frem foran maleri og videoprojektion for med sprød og spinkel stemme at fremføre to sange. Den ene om hendes barndom, den anden en sang til hendes mand.
Uden afstand eller ironi lader kunstneren os se og se med. Se det liv, som ofte forbliver usynligt, selvom det er det, som fylder mest for de fleste. Familielivet med alle dets trivialiteter, konflikter, stilfærdige glæder og øjeblikke af lydløs lykke. Det er hverken sensationelt eller oprørende, men et bud på et liv og en livsværdi. Her til magasinet udvider Vivi Christensen familiens sfære, idet hun inviterer hjem i haven i en sjælden og skæv boligrapportage.
Professor, cand.mag. Jørn Langsted. Tekst om Knallertsange. I uddrag fra rapporten Spændvidder, 2010
Et eksempel på et styret kollektivt kunstnerprojekt er Vivi Christensen og Tine Louise Kortermands værk “Knallertsange 2004-2008” (Performative Mopedsongs). Christensen og Kortermand har i fællesskab skrevet 12 duetter, som de kører rundt og performer i guldtøj på knallerter.
Ofte har performative værker et forlæg (fx en tekst, en drejebog eller et koncept) og ofte er de afhængige af dokumentation (beskrivelse af handlingen, dokumentation af publikums reaktioner mv.). Det performative værk kan imidlertid ikke defineres ved det materielle forlæg eller den efterfølgende dokumentation. I tilfældet Vivi Christensen/Tine Louise Kortermands værk “Knallertsange” foreligger der således en plade, en video og en hjemmeside. Men værket består i lige så høj eller højere grad af selve hændelsen, dvs. den konkrete opførelse af knallertsangene i 2004 på Fyn og øerne. Det er afgørende for forståelsen af sangene, at der ikke kun er tale om en studiebaseret video. For det tredje kræver forståelsen undertiden, at man anerkender værker, der er tvetydige i afsenderinstansen, enten fordi der er en kollektiv afsender, eller fordi kunstneren er en del af selve værket. Der kan derfor være tale om en tvetydig/mangetydig hensigt. Eftersom dele af kunstinstitutionen har en tradition for at legitimere værkets enhed med henvisning til en påviselig hensigt, lokaliseret i en regulær ophavsmand, kan dette være en udfordring for kunstkritikken. Det bliver sværere at gribe tilbage til afsenderen og ‘stille vedkommende’ til ansvar. Værket må så at sige leve på sine egne præmisser. Dvs. at værkets værdi ligger i dets effekt.
Skanderborg Festival 2007 Omtale af Porcelænsvognen
Et særdeles mærkværdigt, men også poetisk og smukt initiativ er Porcelænsvognen, der bestyres af Camilla Gaugler og Vivi Christensen. De to vandrer rundt i skoven og synger sange som “Livet er som en svensk tyndkiks”, “Jeg vil passe på dig” og “Du skal ikke kaste med sten” – mens naturens og festivalens reallyd, i samklang med den klirrende porcelæn i vognen bag dem, er deres eneste akkompagnement. Porcelænsvognen byder på hudløse sange, magisk stemning og fantastiske kostumer. Temaet er døgnets kritiske timer, der hvor tankerne tager over og hjælpeløsheden indfinder sig – alt sammen tilsat en god portion humor.
Signe Brønserud, forfatter. Omtale af projekt Lyddild, 2008
Det er værd at holde øje med, hvad der foregår på Skibssmeden (ved havnepladsen i Odense), hvor kunstnergruppen Granat (www.granaten.dk) løbende står bag kunst-, musik- og lyrikarrangementer eller en glad blanding af det hele på én gang. Lydild (13. juni) foregik inde i selve hallen og var en totalinstallation af lyrik, musik, video og ildshow med Vivi Christensen, Nycirkus, poul g exner og bandet Ru Himmel. Vivi Christensens utrolig smukke og skrøbelige sangstemme, der udfoldede sig foran et uhyggeligt og klaustrofobisk Familien Danmark-landskab, projekteret på væggen bag hende, fik hårene til at rejse sig. “You murdered me”, sang hun så overbevisende, at jeg på stedet besluttede mig for at forblive ugift og barnløs forever. Jeg udelukker dog ikke, at jeg senere kan ombestemme mig, ligesom Suzanne Brøgger gjorde.
Foto Kirstine Mengel